Du tænker måske "hvad?!" - hvordan kan man have en alene aften når man er mor til to og den ene kun er 6, snart 7, uger? Det er heller ikke en planlagt en af slagsen vil jeg straks fortælle. Faktisk startede det med at Esaiah voldbrækkede sig i sin seng igår aftes.. mmm.. af med sengetøj og i bad med barnet. Han vågnede så med feber næste morgen og har været lidt mat hele dagen. Vi skulle til min lillesøster Cilles fødselsdagsfest i aften, men det blev til at jeg blev hjemme med Esaiah, og Martin tog Anakin med hjem til min far og repræsenterede vores familie. Det lyder måske lidt mærkeligt at Martin tog dertil når det nu er min familie, men jeg har også selv været skidt i nat, så jeg ville ikke tage nogen chancer. Vi ville nødig smitte selskabet med noget som helst. Så jeg havde faktisk set frem til en hygge aften med min søde Esaiah. Vi har ikke haft rigtig kvali tid siden Anakin kom til verden, og det er ellers noget vi har gjort os rigtig meget i ham og jeg. Jeg havde købt ind til noget nem aftensmad og vi skulle bare hygge og putte. Men ak, straks efter Martin og Anakin var smuttet, gik der ikke længere end en halv time så sov Esaiah på sofaen. Han falder vel at mærke ALDRIG i søvn på sofaen. Så ved man han er syg den lille mand. Og selvom jeg ikke må bære ham endnu, så gjorde jeg det alligevel. Jeg bar ham ind i seng og det føltes godt at kunne løfte ham igen og knuge ham ind til mig. Han faldt i søvn 17.30 og pludselig stod jeg jo der med en sovende 2 årig og en nyfødt der var afsted med sin far - WIN!! Det skulle da udnyttes, så jeg har fået set en film på Netflix (The Lone Ranger), jeg har været kreativ med et nyt projekt som jeg har gang i, billeder følger senere og så har jeg lakeret mine tånegle. Esaiah har givet lidt lyd fra sig inde fra værelset et par gange, men han taler i feber tåger og snøfter alt i mens. Mine "alene" aften er endnu ikke slut, så jeg vil tilbage til at nyde den og som sædvanligt ved jeg ikke hvad jeg skal give mig til når jeg endelig har tid til at gøre hvad jeg vil - typisk!
Og nå ja, jeg skal da også lige informere om at vi endnu en gang skal til Singapore. Vi skal alle 4 afsted til oktober og jeg er SÅ spændt. Igen er det min mor og papfar der har spendér hatten på og det er vi så taknemlig for. En familie på 4 med en studerende far og en mor på barsel er ikke ligefrem de der tjener mest, men alligevel kan vi formå at komme på ferie pga. min mor og papfar - intet mindre end fantastisk. Esaiah glæder sig også og fik fortalt at han ville have sine nye blå sandaler med til Singapore. På det tidspunkt vil Anakin være 7 måneder og det er en perfekt alder at rejse i. Første gang vi havde Esaiah med til Singapore var han 5 måneder og det gik så fint, både i flyet, med jetlag og det at være i troperne. Der er lang tid til oktober, men forud venter sommer i Danmark og det er altså også noget der er værd at nyde!
Morgenhygge med mine to drenge..
Og kl. 17.30 takkede den store af for i dag..

Ingen kommentarer:
Send en kommentar