Lettet & Lykkelig!!

Lykke, det er en følelse jeg dagligt sidder med og noget der præger mit liv og min hverdag meget. Jeg mærker utrolig meget lykke i min krop hver eneste dag. Lykke over min søn, mit liv, min kæreste og vores fremtid. Men i dag føler jeg ikke blot lykke - jeg føler mig lykkelig! Så lykkelig og så lettet, og nu skal I få at vide hvorfor.

I et af de forrige indlæg nævnte jeg kort at jeg gik en rigtig hård tid igennem lige pt - en psykisk hård tid, og det vil jeg nu uddybe. Som nævnt en del gange efterhånden, så er jeg gravid med familiens mindste spire og har termin den 23. marts 2015. 

Sidste tirsdag, altså den 4 november skulle jeg til MD scanning på Herlev Hospital (MD = står for misdannelse). Jeg havde planlagt den uafhængig af Martins skema for skole og arbejde, for jeg er jo blevet scannet mange gange før, og der har ikke været noget som helst at sætte en finger på, og Esaiah var også syg, så Martin blev hjemme med ham, så jeg tog alene til scanning.

Da jeg ankom til Herlev hospital, ventede jeg som jeg plejer, i 20-30 minutter før jeg kom til, og det var så en rigtig sød JM (jordemoder) ved navn Vibeke der tog imod mig. Hun talte meget detaljeret om alt hvad hun scannede, og for første gang følte jeg faktisk at jeg kunne følge med til en scanning, forstået på den måde at det normalt bare er en grumset masse på monitoren, og jeg har ikke før kunnet følge med når JM siger "se der er hovedpulsåren", eller "se hans lille mavesæk".. Men det kunne jeg her, for hun fortalte mig ALT hvad der var at se og pegede.. Lillebror ville ikke have scannet sit hoved, så hun startede fra fødderne og tog den hele vejen op, og alt så fint ud. Men så kom hun til hans hoved og der scannede hun længe uden at sige noget, og uden noget info fortalte hun mig at hun skulle ud og hente en kollega for at få en 2nd opinion. Jeg nikkede blot, men tænkte "en 2nd opinion på hvad?!", men jeg nåede ikke at tænke længe før hun kom tilbage med Vicejordemoderen for afdelingen.. Av tænkte jeg.. De scannede mig sammen og konkluderede så at lillebrors nakkefold var for tyk ifht. hvad den skulle være når man er halvvejs, og på baggrund af dette ville de tage en fostervandsprøve for at teste for kromosom fejl, og så ville jeg først få svar 5-10 dage efter.

Min verden faldt sammen lige der. Jeg lå alene på den kolde briks, i et intetsigende lokale, med to JM'ere der fortalte mig at min lille baby måske ikke var rask. Jeg havde svært ved at forstå hvad der foregik, men JM var sød til at forklare mig det hele, og jeg fik stillet min spørgsmål vedr. negativt kontra positivt svar. Og med det mener jeg, hvordan og hvorledes med lillebror hvis nu han havde kromosom fejl - for hvis han havde det ønskede jeg ikke at fuldføre graviditeten. Til det svarede JM at han nu var så stor, så han skulle fødes, og jeg ville blive sat igang hvis jeg ikke ønskede at gå tiden ud, og det var som et stik i hjertet. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at holde masken, for jeg ville ikke græde, for gjorde jeg det, vidste jeg at jeg ikke kunne stoppe igen. Jeg gik ud af Afsnit for Føtalmedicin med en hvid slip i hånden, og på den stod der hvornår jeg skulle komme igen til hhv. fostervandsprøve og hjertescanning.

Min far ventede på mig på parkeringspladsen, for han var så sød at hente mig. Jeg havde fortalt ham hvad der skete derinde, for han undrede sig over hvorfor det tog så lang tid og havde ringet. Han aede mig på ryggen og sagde det hele nok skulle gå, og selvom han mente det sødt tænkte jeg bare "det kan du ikke vide.. det kan ingen vide..". Men jeg sagde det ikke, for jeg ville ikke lukke op for tårekanalerne endnu. Jeg ville hjem, hjem til Martin, hjem til hvor ingen kunne se mig.

Min far kørte mig hjem og da jeg så Martin, i vores lejlighed, kunne jeg ikke holde mine tårer tilbage. Jeg tudbrølede og stoppede ikke igen før sent samme aften. Esaiah kunne ikke forstå hvorfor jeg og Martin græd og var kede af det, og han sagde ting som "ae ae mor" og "saaawwwyyy" - hans måde at udtale sorry på. Sødt, men det hjalp ikke. 

De efterfølgende dage var hårde at komme igennem, men jeg blev nødt til at holde hovedet højt, for livet fortsætter om man vil det eller ej. Jeg har holdt alt socialt ud af min kalender, for jeg har ikke orket at skulle ses med nogen. De eneste jeg har fortalt det til har faktisk været min far, stedmor, mor, stedfar, min lillesøster og en veninde som jeg havde en aftale med. Hun er selv mor, og jeg vidste hun ville forstå hvorfor jeg aflyste vores brunch aftale for anden gang.

Nå, jeg kom til Herlev igen om torsdagen, altså den 6 november, og fik foretaget en fostervandsprøve. Det var ikke rart, og det føltes forkert at der skulle stikkes midt i maven. Selve indgrebet gjorde ikke ondt, men det var ubehageligt vil jeg sige. Resten af dagen havde jeg smerter i maven og var ikke meget værd. Weekenden gik med familie aktiviteter, og det var hyggeligt og dejligt. Jeg havde brug for at være ude og ikke sidde hjemme og dvæle over tingene, for jeg var i en state of mind, hvor mine tanker var det der gjorde mest ondt. 

Tirsdag, altså den 11 nov. kom vi til hjertescanning på Herlev, og der sagde overlægen at alt så fint ud med ham. Hun havde ikke modtaget svar fra Riget om fostervandsprøven, men de ville snart ringe. Vi gik derfra med en okay følelse, for hun var meget positiv for at udfaldet ikke ville være negativt. Og altså helt ærligt! Hvordan kan man som 24 årig, med en risiko beregning på 1:4880, stå i en situation hvor man måske har et barn med kromosom fejl? Jeg kunne ikke forstå det og synes det var dybt forargende og uretfærdigt, og med Esaiah havde der ingenting været, så hvorfor skulle lillebror nu til at fejle noget!!!?? 

Men overlægen målte nakkefolden til stadig at være til den tykke side, så uanset hvad prøvens svar var, så skulle jeg følges resten af graviditeten og komme til flere scanninger, for at sikre at han vokser som han skal.

MEN! I dag ringede de så fra Herlev.. og det var fra Skjult nummer. Gudskelov havde de gjort mig opmærksom på det, for normalt tager jeg den ikke hvis ikke jeg kender nummeret. De havde gode nyheder til mig, og lillebror har ingen kromosomfejl.. Han er rask og der er ikke noget ud fra de tests der blev taget. Jeg skal stadig møde op til kontrolscanninger, men der er ingen kromosomfejl, og jeg er så LETTET og LYKKELIG!!

Lillebror er rask, men med en lidt tykkere nakke end gennemsnittet.. But who the f*** cares?! :)

Her ses lillebror med åben mund - måske et lille smil?! - 21+1 uger