En kulturel fri dag!

Jo altså nogen vil formentlig mene at hver dag er en fridag når man har barsel. Det vil jeg nu ikke sige det er, men lad nu det ligge. Det var nemlig ikke mig der holdt fri i onsdags, nej det var Esaiah. Og det skyldtes hverken sygdom eller lukket institution, nej det skyldtes ren og skær kærlighed og savn. Jeg savnede min lille dreng, jeg savnede at lave noget med ham og så trængte han til at blive tanket op på trygheds og nærværs kontoen. Weekenden gik med sygdom og både mandag og tirsdag var nogle so-so dage. Dage hvor han var rask nok til at komme i vuggestue, men stadig lige en smule mat eller lige det mere træt end han plejer. Det kom specielt til udtryk om eftermiddagen hvor det ikke bare var ulvetime, men vareulve time! Stakkels lille mand. Så jeg besluttede mig for at tage overskudshatten på og være hjemme med begge drenge i onsdags. Det er stadig en udfordring at være hjemme i lejligheden med dem begge, for Esaiah bliver hurtig rastløs og forstår ikke at han skal sætte sine egne behov til side når jeg nu sidder og giver Anakin flaske eller noget andet. Det er der ikke noget at sige til for han er jo kun 2 år. 

Nå, men ud af huset skulle vi og jeg ville gerne lave noget kulturelt, men gad på den anden side ikke to små børn inde i indre by. Hmm.. SELVFØLGELIG! Vi tog på Frilandsmuseet i Lyngby og det var SÅ hyggeligt. Vi tog bussen til Lyngby Hovedgade og derfra gik jeg med begge ællinger i dobbeltvognen. Der var kun 2 km - piece of cake! 

Frilandsmuseet er en del af Danmarks Nationalmuseum og forestiller en lille landsby med gamle huse og dyr og så er der mulighed for at køre hestevogn. Vi gik rundt der og nød de smukke omgivelser. Tænk at land stemning og bondegårds idyl kan findes så tæt på vores hjem - jeg er vild med det! Da vi havde trisset rundt der i noget tid meldte Esaiah ud at nu skulle vi hjem og han ville sove. Javel sagde jeg så og lagde ham ned. Havde på forhånd aftalt med min daddy at vi skulle aflægge besøg hos ham i Vangede, så med begge ællinger sovende i vognen travede jeg derhen. Det var en dejlig følelse, altså at gå med begge mine sovende børn. Jeg ved ikke hvorfor, bare en følelse. Efter et lille visit hos min far gik turen atter hjemad og efter den her dag havde jeg gået 11 km! Jeg var også lidt smadret i benene om aftenen, men godt føltes det. Og specielt godt føltes det at have tanket Esaiah godt op med kærlighed og nærvær. Jeg lyttede til alt hvad han sagde, gav ham hvad han ville have (indenfor rimelighedens grænser) og vi grinede og sang på vores gåture - så dejligt!