Det er noget jeg længe har tænkt over. For sådan som det bliver formuleret i de fleste Mor/baby blade - både danske og engelske, så fremstår det nemlig på den måde føler jeg. Det ser ud til at de går ud fra at vi mødre har konstant dårlig samvittighed over for vores børn. Når jeg scroller på mit Facebook dashboard popper der relevante indlæg op på min side med overskifter som "Bare rolig mor, du er god nok", eller "Gør det så godt du kan, så kan dit barn ikke bede om mere". Og helt ærlig ik'? Jeg bliver pisse provokeret! Jeg bliver provokeret over at det er en selvfølge at ALLE mødre har dårlig samvittighed, og det er en en følelse vi alle burde føle, nu hvor vi som karrierekvinder nærmest "forsømmer" vores børn. Den faktiske grund til min store provokation er faktisk grundet i at jeg, tæt på, aldrig har dårlig samvittighed over Esaiah. Det kan måske skyldes at jeg har holdt en lang barsel med ham og arbejdet deltid da først barslen sluttede, så jeg har haft tid og overskud i hverdagen til at bringe sent og hente tidligt, og jeg kommer ikke væltende ind af døren 20 minutter i puttetid hver aften. Det betyder så at Martin bliver nødt til at tage den tjans, for han kommer nemlig sent hjem og afleverer næsten aldrig Esaiah i institution, men prøv lige og hør her - sådan er det jo! Vi har aktivt valgt at gøre det på den her måde, og jo herre gud det ville da lette meget på økonomien at jeg arbejdede fuldtid og skovlede de 26.000+ ind hver måned, men som min far sagde til mig en gang, "Intet er vigtigere end dine børn, og du vil blive så ked af at kigge på ham som 5-årig og opdage at du ikke var til stede mens han voksede op". Jeg tænkte ikke meget over det da han sagde det, for Esaiah var stadig så lille, men da han sagde "Mor" for første gang i vuggestuen, og ikke derhjemme der stak det i mit hjerte og jeg besluttede mig øjeblikkeligt for at sætte fuldtidskarrieren på hold og koncentrere mig om et deltidsjob inden jeg skal begynde og læse i sommeren 2016 (efter barsel med lillebror).
Mit point med det her indlæg er ikke at sige at man skal droppe sin dårlige samvittighed, for det er en følelse man hver især sidder med og er ikke som sådan herre over. Der er også forskellige grader af dårlig samvittighed, for nogen gokker sig selv i hovedet over deres børn ikke får nok opmærksomhed i deres niveau (på gulvet) af forældrene, andre er kede af de ikke laver flere udendørs aktiviteter, og jo herre gud jeg ser da ikke på mig selv som en super-mor når jeg serverer frysepizza for mit barn, men hvis det er det der betyder at vi har mere tid til nærvær og leg den ene dag, så synes jeg ikke det er noget at have dårlig samvittighed over.
Jeg ved også at nogle familier, hvor begge forældre arbejder fuldtid i høje stillinger, har svært ved at få det hele til at løbe rundt uden hjælp. Og børnene bliver måske hentet af en bedste en gang imellem, og det er da det fedeste! Jeg har selv et fantastisk forhold til min farmor fordi hun netop var så meget på da jeg var barn, og ikke kun var en som jeg besøgte en gang imellem. Jeg husker hende som en der bad mig spise pænt, rette ryggen og så tog hun mig med på museum.
Nu skal det her indlæg ikke boome af, at jeg selv synes jeg er guds svar på en perfekt og fejlfri mor, men det jeg ved er at jeg er den bedste mor for Esaiah, og jeg har næsten aldrig dårlig samvittighed overfor ham, for han trives og vores familie er i harmoni, og det er det allervigtigste <3
Et lille sommer flashback på Bellevue ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar