onsdag den 22. oktober 2014

Min stue

Det er mit yndlings rum i mit lille hjem. Selvom man bor småt, kan man stadig indrette "stort", og selvom pengene er små, kan man stadig indrette "rigt", og det er noget jeg elsker at eksperimentere med og hygge om. Specielt nu hvor jeg går sygemeldt pga graviditetsgener, og derfor ikke må/kan være så meget ude, så er det en tid hvor hjemmet får sig en ekstra forkælelse. Det og netshopping - da en tur til Strøget faktisk er tæt på at slå mig ihjel (pga smerter), og gør mig så godt som livløs de efterfølgende dage. Overdrivelse fremmer forståelse, I ved hvad jeg mener. Jeg vil her dele nogle billeder taget af min stue, og måske er børneværelset det næste rum der står for skud?! :)

Hvad er dit yndlings rum i dit hjem?

Mit yndlings hjørne i hjemmet. Det er hjørnet af hjørnesofaen, og det er et fantastisk sted at sove, se tv, sidde med computer, drikke kaffe osv osv osv.
På hylderne har vi noget af vores "guld", på nederste hylde ses to smukke vaser som jeg fandt på loppemarked. Midterste hylde har tre rammer med billeder som jeg skifter ud en gang imellem, og på øverste hylde har vi tre "hus" hylder med et M for Martin, A for Alyzza & et E for Esaiah. Bogstaverne er af træ og er nogen jeg har købt i Singapore. 
Guld puderne er fra Ilva og den ternede pude er fra Arab Street (det arabiske kvarter) i Singapore.



Spisebord. Egentlig vil jeg rigtig gerne har et nyt sæt stole og spisebord, men det er nu ret børnevenligt og nemt at tørre af, ifht et fint egetræsbord (som er det jeg gerne vil have). Jeg har 4 Børge Mogensen stole i kælderen, men de skal lige sættes lidt i stand før vi får dem op. For enden er Esaiahs stokke stol, og snart kommer der en til (som min stedmor fandt til storskrald). Har tænkt mig at spraymale begge Stokke stole sorte. Maleriet er et min mor har købt til mig fra Singapore og lampen er fra Coop.



Stuen fra en anden vinkel. Sofaen er fra Ilva, og vi knuselsker den. Den fungerer også som vores seng, da Esaiah har smidt os ud af hans værelse. Alle sover bedre på den måde, så det er bare sådan det er. På sofaen ligger der er et flaskegrønt/gråt Hay tæppe med en ergonomisk støttepude ovenpå - meget romantisk :). Sofa bordet er et vi købte på et loppemarked i Jylland for 40 kr. Det var SÅ grimt, og Martin var ved at flå hovedet af mig da jeg kom gående med det, men så fiksede jeg det lidt op med sort spray maling + hvid maling på kaklerne, og nu er vi rigtig vilde med det. Jeg kunne se dets potentiale med det samme. Den hvide skænk er fra IKEA, og er en der har fulgt os siden vi fik vores første lejlighed sammen. Maleriet over sofaen er endnu en skat jeg har fået af min mor, som hun har købt til os i Sinapore.



Min ELSKEDE billedvæg! Det er noget jeg ELSKER at nørkle med, og jeg finder stor glæde i at samle på tegninger og illustrationer på mine ture rundt i verden. Mange af illustrationerne er købt herhjemme på f.eks. Finders Keepers, Zoologisk Have, udklip fra gamle bøger om København og gratis illustrationer fra Bolig Magasinet. Der er også fotografier på og ting der ellers betyder meget for os. I nederste venstre hjørne er dækkeservietten fra den restaurant vi spiste på, den aften hvor Martin friede til mig, og øverst i højre hjørne har vi Esaiahs første body hængende. 
På den hvide skænk foran har vi fra venstre, en smuk blå krukke som min mor har malet, to fyrfadslysestager (kan ikke huske hvorfra), en glas skål med sten og lys i (sten jeg har samlet hele mit liv), og sidst en fin elefant fra Indien som Esaiah fik i fødselsdagsgave af min grandonkel og grandtante.



Endnu en billedvæg der hænger lige ved spisebordet.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar