Hvad er forskellen egentlig? Jo jo bevares, de betyder to helt forskellige ting, men alligevel er grænsen imellem dem meget lille og hårfin. Jeg lægger på ingen måde skjul på at Anakins vej ind i vores familie har bragt mig meget glæde, men også mange bekymringer. Ikke for Anakin i sig selv, for han skulle nok tilpasse sig, det var jeg sikker på. Jeg har heller ikke været bekymret for mig selv, for jeg skal nok klare mig og allerede nu efter 2 uger er jeg så godt som smertefri og tager ikke længere smertestillende - SEJR! Min største bekymring har været, og er stadig, Esaiah. Hvordan mon han bearbejder hele dette skift i hans lille hoved? Føler han sig svigtet? Føler han sig tilsidesat? Føler han at jeg elsker ham mindre? Han føler sikkert en blanding af det hele, og jeg er glad for at han ikke kommer til at kunne huske dette skift i hans omgivelser. Og med det menes der at jeg er glad for han aldrig kommer til at huske han har været enebarn. Jeg gør ALT hvad jeg kan for at være konstant på når han er hjemme. Martin og jeg står på hoved for at Esaiah ikke føler sig svigtet, og faktisk er det ret hyggeligt, for det har givet os et spark i røven mht. det med at lægge iPhones væk og fokusere alt vores opmærksom på vores to drenge. For nogen giver det måske sig selv at al teknik skal væk når der er børn, men jeg er en af de uperfekte der har haft svært ved at lægge min iPhone fra mig. Selvom jeg stadig opdaterer og tjekker meget, så bliver det gjort i situationer der ikke går ud over børnene - f.eks. når jeg er på wc.. charming ;)
Der er tidspunkter hvor Esaiah er jaloux, og det kommer lidt i bølger og kan ske fra det ene øjeblik til det andet. Det betyder også at jeg må være konstant på vagt. Jeg kan ikke lide det udtryk, for Esaiah vil ikke skade sin lillebror, men jeg må også se i øjnene at hans bevægelser kan være voldsomme for min lille nyfødte. Men så er der også 80% af tiden hvor Esaiah viser stor begejstring for Anakin. Når han græder fortæller han mig det (som om jeg ikke kan høre det), han tilbyder at give ham hans "sutti" og de seneste par dage har han udvist stor interesse for at holde ham. Det er så sødt og mit moderhjerte smelter når jeg ser mine to drenge sammen. Esaiah klarer det bare SÅ flot, og jeg gør alt hvad jeg kan for at skærme ham og skåne ham bedst muligt i den situation vi står i. Og med det mener jeg at vi f.eks. har minimeret besøg her de første 14 dage, selvom der er mange der kommer langvejsfra som gerne vil på besøg. Det er selvfølgelig sødt af alle, men første prioriteten er altså vores families ve og vel, og det må folk bare forstå! Faktisk kommer det bag på mig hvor ego-centrerede folk kan være fordi DE gerne vil på besøg og fordi det lige passer DEM at komme på DET tidspunkt, og at hvis ikke det lige passer ind i vores planer, så er vi nogle uptight forældre der ikke tænker på menneskerne omkring os. Jeg blev først sur, faktisk rasende, da jeg mødte den reaktion, men nu lader jeg det ligge for der ændrer ikke vores måde at gøre tingene på, og selvom folk måske ikke er enige, så er det bare sådan det er!
Nu er den "rigtige" barsel officielt startet, og med det mener jeg at fars 14 dage er ovre og nu er det kun mig og Anakin det næste år frem. Når han bliver lidt større, måske om en måned eller to, vil jeg begynde at give Esaiah en ugentlig fridag, hvor vi så skal ud og have en på opleveren og det glæder jeg mig til. Denne barsel skal foregå på mine børns præmisser, og tidlig afhentning fra vuggestue samt spontane fridage kommer i den grad til at være en del af den. Nu er vi også skiftet over til sommertid og de lange lyse dage gør mig så glad! Jeg glæder mig til lange traveture med barnevognen, jeg glæder mig til Anakin får en mere fast søvnrytme, jeg glæder mig til at knytte bånd med begge mine drenge og mest af alt glæder jeg mig til at stå op hver eneste morgen fordi jeg er så lykkelig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar