fredag den 17. april 2015

Projekt vægttab = SÆT IGANG!

Indlæg med denne overskrift er ikke til at undgå så snart foråret banker på, for hov så husker vi at det snart er sommer og så skal vi være bikini klar. Mit vægttab skyldes dog ikke at jeg ønsker at være bikini klar - tror faktisk aldrig jeg har lyst til at iføre mig en bikini igen pga de mén min krop har fået efter to graviditeter. Det lyder måske som om jeg er ked af det over det, men det er jeg ikke. Rent kosmetisk med kejsersnit ar og strækmærker har jeg et meget sundt forhold til min krop og det er slet ikke noget jeg tænker over i dagligdagen, specielt ikke når jeg kan se hvad der er kommet ud af mit "sacrefice" - nemlig mine fantastiske drenge.

Esaiah på 2 år og 3 måneder og Anakin på ca 5 uger er født med forholdsvis kort tid imellem. De er ikke såkaldte pseudo tvillinger, men tæt på. Jeg blev gravid med Anakin da Esaiah var omkring 1,5 år og jeg indrømmer gerne at tiden mellem de to graviditeter gik med at hygge mig hjemme på barsel, rejse en del, arbejde og også komme mig over fødslen. Jeg var generet af mit kejsersnit ar i lang tid efter Esaiah var blevet født og følte mig først "normal" igen efter 6 måneder, og først dér begyndte jeg at dyrke lidt yoga. Men kun lidt, for jeg indrømmer gerne at motion ikke var højt på min liste over prioriteter. Kosten var, men ikke seriøst nok til at tabe mig hvad jeg ville.

Da jeg var gravid med Esaiah tog jeg 25 kg på (av av), men tabte efter fødslen og i løbet af barslen ca. 20 af dem igen. Dvs. jeg var 5 kg fra min før-Esaiah vægt, men stadig 10 kg fra min dansevægt (drømmevægt).
I graviditeten med Anakin tog jeg kun 11 kg på (WIN!), og har nu 5 uger efter tabt 8 af dem. Så jeg mangler alt i alt at komme af med ca. 15 kg for at nå ned på dansevægten - og jeg er SÅ game! Der er 3 uger til jeg kan begynde at dyrke motion og træne, for efter man har født ved kejsersnit skal man vente til efter 8 uger - stenern, men nødvendigt. Men jeg må gerne gå lange ture med barnevognen og nu her hvor Anakin er over en måned, så er der ingen undskyldninger. Og med det mener jeg at jeg vidste det er hårdt at have en nyfødt, så jeg erklærede min motion undtagelsestilstand den første måned. Det må da være fair. Og heldigvis er jeg ikke længere generet af mit kejsersnit ar. Faktisk følte jeg mig normal, men lidt øm og med nedsat følelse, allerede efter 2 uger.

Vi spiser i forvejen sundt og varieret herhjemme, meeeen vi har også en sød tand og er utrolig glade for bland selv slik og chokolade. Eller, det er mest mig, min mand er mere glad for chips og oreos. Men det skal der også være plads til, bare kun i weekenderne. Så hverdagene er slik-fri og det skal bare holdes, for nu er Esaiah også gammel nok til at genkende "liks" i skabene, og han skal ikke vænne sig til at spise slik og chokolade ofte. Han har smagt chokolade et par gange, men aldrig slik og har tænkt mig at holde ham fra det så længe jeg kan. Slik for ham er rosiner og figenstænger.

For at kickstarte mit projekt vægttab, går jeg på en militær kur i næste uge. Den varer 3 dage og er en meget stram og noget minimalistisk diæt. Faktisk hørte jeg om den fordi nogen talte om den i bussen forleden dag, så googlede jeg den og tænkte - jeg prøver. Gutten der fortalte om den sagde han havde smidt 4 kg på de tre dage. Det lyder måske lidt overdrevet, og man tager det sikkert på igen kort efter, men det motiverer starten af et vægttab at se hurtige resultater synes jeg. Specielt når jeg ikke kan præge projektet på andre måder en blot kosten og gåture.
Jeg har i sinde at begynde at komme i form vha. løb. Det er ikke noget jeg har sagt til nogen, fordi jeg ved folk omkring mig ville grine. Jeg er ABSOLUT ikke løbe typen og synes det er det mest kedelige i verden, men jeg må erkende at det er en hurtig måde at komme i form på og se resultater. Min krop skal trænes op igen og blive stærk - jeg glæder mig helt vildt.
 Jeg vil ikke tabe mig fordi jeg skal i en bikini til sommer, og heller ikke for min mand, for han elsker mig som jeg. Nej jeg vil tabe mig for mig!!!

Min morgenmad hver dag, yoghurt skyr / musli / friske bær




Et bud på min frokost, spinat / en halv dåse tun / feta / agurk / tomat / en halv avocado / dressing af olivenolie og balsamico




Et bud på aftensmad eller frokost, æggepandekage med spidskål og kylling med dertilhørende salat








Ingen kommentarer:

Send en kommentar