torsdag den 12. februar 2015

Jeg vil have min krop igen!!

Lige den kommentar er nok den man hører mest når der tales med en gravid. Specielt en højgravid, eller en der er 34+3 ligesom mig.. De fleste (læs: ikke alle) mener det i den forstand at de er trætte af at være gravide pga. evt. gener, de monotone sovestillinger, generel ubehag, nogen har måske kvalme og ja listen er lang. Men grunden til jeg siger at jeg gerne vil have min krop igen har intet med ovenstående at gøre - eller jo bevares jeg glæder mig da til at sove på maven igen, men ved også at der ikke går længe endnu. Men til gengæld går det længe før jeg får MIN krop igen - og når jeg siger MIN krop, så mener jeg den krop jeg gerne vil have når først lillebror er ude. Min erfaring fra sidst er at man, som regel, bliver nødt til at erklære sin krop undtagelsestilstand, for der er ingen måde man kan møde op i fitness en uge efter man har født, om man har født naturligt eller ved kejsersnit. De kloge siger at ens læge skal sige god for begyndelse af træning efter ens 8 ugers tjek, så det må være det jeg går efter. MEN! Derfor betyder det ikke at det skal stå på kage og junk food i de første 8 uger, selvom det er fristende fordi det er nemt og "hurtig" energi når man ikke får sovet, har en 2 årig i forvejen og en masse mennesker omkring en som gerne vil se det nye lille vidunder. Den fælde falder vi ikke i den her gang har jeg besluttet mig for. Det er sikkert nemt nok at sige nu, og måske bliver jeg klogere når jeg sidder i det, men det er da et udgangspunkt :)
Lillebror kommer til verden ved et planlagt kejsersnit den 16 marts et sted mellem kl. 15 og 17.00, sjov tanke. Men tiden efter det må stå på en del afslapning fra min side, bonde med lillebror og så en masse gåture med barnevognen. Der kan Esaiah også komme med og jeg kan få noget frisk forårsluft, hvilket er det bedste jeg ved efter en hård nat. Frisk luft, kolde kinder og en kaffe i kopholderen er altså betegnelsen for min sidste barsel, i hvert fald staren af den, fordi Esaiah er født i slutningen af januar.
Men ingen barsler er ens selvfølgelig, og det fede ved at være på barsel anden gang er at jeg har lært så meget fra første gang. Det tager jeg selvfølgelig med mig.

Når først jeg har overstået den 8 ugers undersøgelse, som jeg på ingen måde ser frem til, da jeg synes gynækologiske undersøgelser er yderst u-ophidsende, så går træningen igang. Jeg vil gerne hurtigt i form den her gang, smide de overflødige kilo, både de der har sat sig den her gang, men mest dem der stadig spørger fra sidste graviditet. Da jeg blev gravid her anden gang manglede jeg stadig at tabe ca. 10 kg ifht min før-graviditets vægt, og den her gang har jeg indtil videre taget 8,5 kg på. Så vi sniger os nok op på 20 kg jeg skal tabe i alt.. Heldigvis "ryger" noget af det efter fødslen, da baby, moderkage, vand osv. vejer en del og det motiverer da lidt må jeg indrømme. 
Til mit vægttab vil jeg selvfølgelig spise rund og varieret kost, men det gør vi nu også herhjemme synes jeg. Min eneste last er min søde tand, og istedet for at skulle undvære fredagsslik og en kold is en sommeraften, så vil jeg hellere få mast mere motion ind i min hverdag og så spise det med god samvittighed. Jeg tænker at vove mig ud i noget crossfit, fordi jeg ved det er mega hårdt og intens træning, men også noget der giver noget hurtigere end hvis jeg bare løber på et løbebånd i Fitness World. Jeg har set hos Crossfit Copenhagen i Gentofte (Posthuset), at der tit står en masse barnevogne ude foran, og det må jo betyde at en del mødre træner der - endnu bedre. 
I fødselsdagsgave ønsker jeg mig også et gavekort til efterfødselsyoga hvor man kan tage baby med. Det er sundt for krop og sjæl og jeg har det altid godt efter jeg har dyrket yoga - så det er et must, om jeg får et gavekort eller ej.

Jeg er meget nysgerrig over at høre hvad andre mødre har gjort eller ikke gjort for at komme i form efter en fødsel? Del endelig jeres viden :)

God dag derude !

Her er det nyeste mavebilled. Det er taget da jeg var 33+1, så lidt over en uge gammelt. Mavsen er stor, men ikke nær så stor som da jeg ventede Esaiah.. heldigvis ;)














Ingen kommentarer:

Send en kommentar