Jeg hader den! Jeg elsker den! Jeg har et ambivalent forhold til den! Jeg kan ikke undvære den! Aldrig havde jeg troet at en sut skulle have så mange facetter. Tænk sig at en lille gummi dims skal bestemme om vi skal have en hyggelig biltur, flyvetur, gåtur eller bytur. Med det mener jeg ikke at vi har sutten i munden konstant, men det at komme ud af døren uden en sut ville være KATASTROFALT! Jeg ville, uden at blinke, hellere glemme min telefon eller pung end sutten. Faktisk har jeg har kun glemt den én gang, men det var heldigvis kun på en hurtig tur til Rema1000, så det gik uden problemer. Og man kan sige at hvis man glemmer den på en bytur eller andet, så smutter man da bare ind i det nærmeste supermarked og køber en ny, men sådan en findes altså ikke i Dyrehaven eller Rudeskov?
Jeg maler måske fanden på væggen, men det er det sidste jeg tjekker når jeg pakker taske og skal ud af døren, har jeg nu husket en sutti?, som det hedder herhjemme. 1 er heller ikke nok hvis Esaiah skal sove lur, så skal han have 1 i munden, 1 i hånden og 1 ekstra oppe ved mig som han kan bytte ud med når han vil have en kold sutti. Tænk sig at sutter kan være så stor en videnskab og så stor en tryghedsfaktor for en lille snart 3-årig.
Det skal ikke være en hemmelighed at Esaiah har klynget sig til sin sut siden vi først gav ham en da han var 2-3 uger gammel. Han elsker den og forholdet til den er lidt sygeligt hvis I spørger mig. Jeg har ikke været skrap med brug af den og er det egentlig stadig ikke, for beder han om den så får han den. Ofte så prøver jeg at aflede udenom den og det går da også tit vil jeg sige, men nogen gange er det kun sutten der duer og så får han den. F.eks. når han kommer hjem fra en lang dag i vuggestue så vil han bare have sutti og paiii. Paiii er hans iPad Mini.
De kloge siger at børns suttebid retter sig op igen så længe de smider sutten når de er omkring 3 år og det bliver Esaiah til januar. Så han burde smide den snart siger de kloge, men jeg kan godt mærke med mig selv at jeg har svært ved det. Jeg har svært ved at tage den tryghed fra ham og samtidig er det også en genial trøst for ham både om natten og i situationer for omgivelserne er lidt for meget (eks. til selskaber) eller hvis han har slået sig. Egentlig er det ret fjollet, for jeg ved at han sagtens kan få samme forhold til sin Bilbo hund, som er hans højtelskede Jellycat bamse. Vi har to af dem herhjemme, en i vuggeren og en hos morfar, så den er vi sikre på at have med os. Og nej, jeg vil da heller ikke have at Esaiah stadig bruger sut når han er 5 år gammel, men jeg føler bare at med den tid vi går i møde så synes jeg det er svært at finde et passende tidspunkt til at smide den skide sut, for det kræver vel også lidt ekstra på overskudskontoen og det bliver sikkert også et par hårde nætter de første par dage. Lige nu og her står vi og skal til Østen i to uger, så der bliver sutten i hvert fald ikke smidt. Derefter lurer opstart i børnehaven lige om hjørnet, så i den forbindelse bliver det nok en alt for stor omvæltning at tage den fra ham der. Så bliver det jul og i min familie betyder det et hav af fester og gerne oveni hinanden og ud til sent på aftenen. Vi er som forældre selvfølgelig selv herre over hvor meget Esaiah skal deltage i de ting, men det er stadig en faktor jeg har med i betragtning. Martin og jeg havde snakket om at "glemme" sutterne i flyet på vej hjem fra Singapore, men noget siger mig at den bare ikke går. Han er vaks nok til at vide at har man glemt dem så kan vi da bare købe nogle nye?!
Nej, han skal selv være indforstået med at nu er det slut med sut og så får man en belønning af en slags. Eller hvad? Ih ha jeg synes godt nok det er svært, og tænk at jeg (som var total modstander af sut som gravid) er gået hen og blevet så afhængig af den på min søns vegne?! Det er åndssvagt, men ikke desto mindre et problem som jeg anerkender jeg har for jeg ved også at så snart man har sagt slut, så er det slut. Så er der ikke noget med at hente en ekstra sut i skabet eller noget, så er den væk og trøsten og trygheden må findes på andre måder.
Men hvem ved? Måske går det rigtig nemt når han først er kommet i børnehave fordi de andre heller ikke bruger sut?! Det er ikke til at vide og indtil videre har jeg fulgt Esaiah i hans eget tempo (både hvad angår mad, motorisk udvikling, da hun lærte at gå og kravle). Jeg har aldrig presset ham og det samme tænker jeg lidt at gøre den her gang. Men derfor vil jeg med glæde modtage råd og gode idéer fra jer. Der er ikke rigtig noget at hente hos mine forældre, for hverken jeg eller mine 3 søstre brugte sut, så det er også nyt for dem.
Anakin er også blevet glad for sin sut (dog ikke ligeså glad som Esaiah), men det var han ikke i starten. Hvis alt går normalt så skal vi formentlig også hele møllen igennem med ham en gang, men den tid den sorg :)
