torsdag den 29. januar 2015

Fødselsdag, omgangssyge og den endelige kejsersnit dom...

Sikke en titel! Men det er faktisk det den sidste uge har budt på her i den lille familie. Vi har alle tre ligget vandret med omgangssyge og derefter har Esaiah og jeg været plaget af en dum hoste og snot.. og er det endnu.. Det er ikke fedt.. og det har ikke været fedt for Esaiah at han er blevet rask før sine forældre, som bare har ligget der som to hjælpeløse tosser, den ene mere ynkelig end den anden.. Han blev 2 år i mandags og det var en stor dag. Han var på det tidspunkt for syg til at komme i vuggestue, så vi blev hjemme og gjorde hans dag så speciel som vi nu kunne. Esaiah og jeg stod op om morgenen og bagte friskbagte boller og det var lidt sjovt synes han. Martin skulle ha været til eksamen i mandags, men var simpelthen for syg til at komme afsted og må tage til sygeeksamen i marts.

Esaiah fik fine gaver af os på sin fødselsdag og også en enkelt en med posten fra pap oldemor ovre i Viborg. Det er en herlig alder han har nu, for han bliver oprigtig glad for hver eneste gave, og han er ikke nået til den alder endnu, hvor det bare handler om at flå papiret af og så videre til den næste. Man ved den alder kommer en dag, måske allerede til næste jul, så jeg nyder bare at han er så sød og taknemlig med gaver på dette tidspunkt.




Til morgenmad på Esaiahs store dag stod den på scrambled eggs og kalkun bacon (herrens eget ønske) og så de hjemmebagte boller med kakao. Alt røg ned og han var mere end tilfreds.

Mandag var også en stor dag for mig personligt, og Martin også, men det var nu mest mig som har været bekymret over denne problemstilling. I det forrige indlæg skrev jeg om mit ønske om planlagt kejsersnit og at jeg skulle til en jordmoder samtale og så en læge samtale. Jeg var nervøs for begge dele, men mest lægesamtalen, for det var ham der skulle give mig endeligt lov.. Selvom det er noget jeg har ret til, så var jeg stadig nervøs. Jordmoder samtalen var jeg til i sidste torsdag og det gik rigtig fint, men mandag var DAGEN hvor jeg skulle til lægesamtale ude i det tårnhøje helvede = Herlev Hospital. Min nervøsitet var uden grund for jeg fik med det samme go til planlagt kejsersnit og lillebror kommer til verden den 16 marts - en uge før termin. Jeg er SÅ glad og SÅ lettet!

Her til morgen var jeg med Esaiah i vuggestue, for vi skulle holde hans fødselsdag dernede også. Tænk lige hvor heldig man er at blive fejret tre gange på en uge. For på lørdag holder vi familie fødselsdag også. Nå, men jeg gjorde et frugtfad klar, og Esaiah hjalp til. Han var så stolt da vi kom ned til vennerne og gjorde alle opmærksom på at "min mor lave det", og pegede på frugt fadet. Så sød altså. Det blev sunget for ham og de søde pædagoger sørgede for han blev fejret rigtig fint.
Både Esaiah og jeg hoster stadig meget og snotter lidt, men forhåbentlig går det over hurtigst muligt, for imorgen skal mor her i live tv.. stay tuned.. ;)
















torsdag den 22. januar 2015

Hej igen !!

Hej igen ! Efter lidt stilhed på bloggen er jeg nu tilbage.. Stilheden har skyldes intet mindre end hjemkomst fra ferie, jetlag, og så har jeg prioriteret at få Esaiah ind i sin vante rytme igen.. Han har ikke været i vuggestue i 6 uger - så selvom han er glad og vinkede til mig med det samme han kom ind, så kan jeg godt mærke han stadig liiige skal finde sig selv på stuen igen. Meget er sket på de 6 uger han har været væk - han har fået et sprog og snakker derudaf og er nu blevet en af de større drenge på stuen fordi der er startet mange små og de store er rykket i børnehave.. Hans pædagog tog fat i mig igår og sagde at han havde haft en lidt hård dag, for han havde altså skubbet de andre børn og når de græd så skyndte han sig hen for at hente en voksen "ked af det, trøste", havde han så sagt. Så det var som om hans enorme omsorgsgen tog lidt overhånd for de skulle jo lige græde før de kunne trøstes. Tanken er sød, selvom man ikke må skubbe og slå. Men det betød så også at de havde været ret meget efter ham, så han var helt betuttet da jeg hentede ham og faldt i søvn en halv time tidligere end normalt når han skulle puttes. Det er vidst godt at der snart er weekend og vi kan tanke op på nærværs kontoen. Og nu bliver han også 2 år på mandag - stooor dreng..

Imorgen er der præcis 2 måneder til termin - og det er lidt vildt synes jeg. I dag skal jeg til jordmoder for at snakke min fødsel med Esaiah igennem og også det at jeg ønsker planlagt kejsersnit den her gang. Lang historie kort så havde jeg veer i 28 timer med Esaiah og skulle så ha et akut kejsersnit og røg babu babu afsted, blev lagt tid at sove og det hele var lidt på et hængende hår fordi han var i livsfare.. 
Det er ikke på nogen måde noget jeg har lyst til at gennemgå, eller risikere at gennemgå, igen, så jeg vil have et planlagt kejsersnit. Min JM er ret støttende og tænker mest på mit ve og vel, men lægen jeg var til samtale hos for en måneds tid siden var på ingen måde forstående.. Der er jo SÅ mange kvinder der føder naturligt efter et kejsersnit så det kunne jeg da også, og da jeg beskrev mine følelser omkring det hele spurgte han om ikke jeg over reagerede lidt?? Jeg var rasende, men vidste også at det ikke var hans beslutning at tage lige nu og på det tidspunkt, så jeg holdt inde og gemmer mit krudt til min jordmoder samtale i dag og til min endelige lægesamtale på mandag.. Som er Esaiahs fødselsdag - pisse fedt!! Og Martin er til eksamen, så han kan ikke komme med mig til samtale - pisse fedt! Og så skal han ind til Torvehallerne og lave tv med Christian Bitz (han er med i Bitz store kur), og kan derfor heller ikk fejre Esaiahs fødselsdag om aftenen - dobbelt op på pisse fedt... Men det er okay, for min veninde Anna kommer og Esaiah elsker hende 😄 - hun skal også være gudmor til lillebror .. Det glæder hun sig til.. 

I dag skulle jeg tidlig ud af døren for jeg skulle til glukose belastningsprøve på Herlev hospital og her sidder jeg endnu. Er heldigvis færdig om en halv time og glæder mig for vildt til at fortære min lille medbragte madpakke.. 

Det var alt for denne gang - der kommer mere senere :)

Er nu i uge 31+3 og maven vokser da, det er der vidst ingen vej udenom ..



Et lille billede af krudtuglen i hans nye PDL jakke skal i da også lige have ;)








torsdag den 8. januar 2015

Året der gik..

Da vi forlod 2013 og rykkede videre mod 2014, lavede jeg et indlæg om året der gik. Jeg skrev ikke mega meget tekst, men viste mit år frem i billeder. 2013 var det største år for mig. Det var det år jeg blev mor for første gang og mit lille barns udvikling fyldte naturligvis en del. Det har det også gjort i 2014, men på en betydelig anden facon. Jeg ved at 2015 også bliver et helt særligt år, for der kommer lillebror til verden og søvn bliver igen en by i Rusland :P

Her er mine højdepunkter for året der gik...


 Januar

Vores lækre Esaiah Samuel fyldte 1 den 26 januar, og hans 1 års fødselsdag blev holdt i min farmors selskabslokaler, hvor vi var 40 gæster. Nogle synes måske det var overdrevet at holde en decideret fest for en 1 årig om alligevel ikke forstod det, men for mig var det ligeså meget en hyldest til os, Martin og mig. Vi havde klaret vores første år som forældre, og også gjort det ret godt synes vi selv.




Den lille familie på vej til Jylland for at holde pre fødselsdag med svigerfamilien weekenden før hans rigtige fødselsdag.



Februar

Tiden gik og efter at have holdt et års barsel med Esaiah, var den omsider kommet til sin ende. Det var starten af et nyt kapitel for mig, og selvom det på det tidspunkt var en mærkelig følelse, så glædede jeg mig også. Min sidste barselsdag blev holdt med mine søstre, Lulu & Cille, hvor vi tog i Toys R Us og hyggede os.


Valentines Day var der selvfølgelig også i februar, og min mand ved hvor meget jeg elsker alle former for mærkedage :)



Mors fastelavnsmus. Jeg investerede ikke i noget dyrt kostume den her gang, for Esaiah sov stadig to lure i vuggestuen på det tidspunkt, og var faktisk ikke med til noget af fastelavns fejringen overhovedet. Så gråt tøj, maling i hovedet = mus :)



Marts

Den første forårsmåned blev skudt igang med min grand onkels årlige kunst udstilling i Helligåndskirken. Hans navn er Henrik Bloch og han maler fænomenale malerier og kulisse opsætninger for, blandt andet, Det Kongelige Teater.



Esaiah har været hans yngste kunde til dato. Han købte nemlig, for sine helt egne penge, sit første maleri, og det hænger på hans værelse sammen med hans andre billeder.



Esaiah begyndte også at interessere sig for en gammel 3 hjulet der stod nede i vores gård, men det er selvfølgelig nedern når man ikke kan nå jorden.



April

April var en dejlig måned, for for første gang siden hun flyttede, besøgte jeg min lillesøster i London. Martin og Esaiah blev hjemme og jeg tog til London for at hygge med Ingrid, og I kan tro vi havde det dejligt - selvom jeg savnede mine drenge rigtig meget



Efter et par dage kom de her tosser også (min mor og stedfar)


Ingrid og jeg er de ultimative Harry Potter geeks, så I kan næsten forestille jer hvor VILDT det var at komme i Warner Brothers Studios og se kulisserne, kostumerne og en masse andet fra filmene.



Efter et par dage i North Acton, hvor Ingrid bor, checkede vi ind på The Doubletree Hilton Hotel i London - not bad :)




Da jeg kom hjem fra London sørgede min daddy lige for årets første grill - mega lækkert!



Maj

Maj er den måned med flest helligdage, sådan føltes det i hvert fald, og ih hvor var det dejligt at få tanket op på nærværskontoen. Ikke for mit eget vedkommende, men for Martins. På det her tidspunkt var han rimelig presset med sin bachelor, men tog sig alligevel et par dage hist og her hvor han dedikerede hans tid til os og det var dejligt :) 





Esaiah er nu også officielt begyndt at kigge på damer :P



Far og søn hygge - der findes intet bedre!




Juni

Denne måned var helt speciel, for efter mange måneders knoklen og hårdt arbejde blev min mand endelig bachelor med et 12 TAL!!!!! Jeg var så stolt, og er det stadig og jeg græd af glæde! Her ses han på CBS lige efter han kom ud fra votering. Det blev fejret med et glas billig asti og frokost på Halifax - en velfortjent burger skulle han da ha' :)



Den 5 juni har han også fødselsdag, min kære mand, så han blev i den grad fejret i juni måned.



Lækre drinks skulle jeg da også nyde.. 


Men det var på en 2 dages business trip til London, hvor jeg hyggede mig med hende her <3



Bellevue strand :)






Juli

I juli holdt vi sommerferie, og min mor og papfar kom hjem på besøg i to uger. Den første uge var vi i et lækkert sommerhus oppe ved Vejby Strand, hvor vi badede, spiste is, nød god mad og vino. Det gjorde jeg i hvert fald den første dag, men der gik ikke længe før jeg opdagede to streger på en graviditetstest, og så droppede jeg vino'en resten af ferien. På dette tidspunkt var det stadig en hemmelighed.









August

Denne lækre sommermåned bød også på mange dejlige ting - blandt andet var vi i Jylland og besøge svigerfamilien..



- og der var vi i Randers Regnskov..



Og i Djurs Sommerland - hvor Esaiah prøvede sin første rollercoaster - han var vild med det ..



Mine to ekstrem lækre drenge :)



Og lidt legetid med mostrene i Toys R Us skulle selvfølgelig også klemmes ind..



September


Den første efterårsmåned startede hårdt - specielt for min far og stedmor. Med meget kort varsel forlod min stedmors far denne jord. Han har altid stået mig meget nær, og tog Ingrid og mig til sig som sine egne børnebørn. Hans begravelse var ikke let at komme igennem, og han vil blive savnet.



Men så kom der noget godt efterfølgende - jeg skulle nemlig til London IGEN! Men ikke kun mig, for den her gang var Esaiah og Martin med og også min far, stedmor & søstre. Det var en dejlig tur, lidt kort, men dejlig og hyggelig. Jeg har ikke rejst med dem i 10 år og det var rart at prøve igen.





September var også måneden hvor Esaiah endelig fik lov til at offentliggøre familie forøgelsen på Facebook & Instagram



Oktober


Vores Tivoli årskort har i den grad været brugt flittigt i år - specielt i sommer månederne. Men Halloween i Tivoli er nu også hyggeligt, og der var vi inde en enkelt gang med hele familien, og Esaiah gik, som sædvanligt, grassat i Rasmus Klump landet - han elsker at være der.






November

I denne måned flyttede lillebrors vugge officielt ind på Esaiahs værelse, og han gik flere gange dagligt og sagde "lillebror sove der" - nok uden at vide hvad det var han egentlig sagde.


En krudtugle som altid ;)



Martin var en gang med i livgarden, så da jeg helt spontant foreslog at vi skulle ind og se vagtskifte en lørdag på Amalienborg, blev han rigtig glad. Esaiah se spændt til og synes det var ret underholdende.



Godt man kan sidde på fars skuldre og se vagtskifte.



Som om vi ikke havde mistet nok for i år, så gik min kære farmor også bort. Hun døde i slutningen af november efter at have kæmpet en brav kamp mod en uovervindelig cancer i 6 måneder. Hun var det kæreste menneske jeg kender, hun stod mig utrolig nær og det at miste hende kan jeg stadig ikke forstå. Hun har været der for mig på tidspunkter hvor jeg ikke troede jeg havde nogen, og hun var en fantastisk stærk og skøn kvinde. Hendes begravelse var smuk og hård på samme tid og jeg vil savne hende hver dag resten af mit liv. Hvil i fred kære farmor.






December

Fra den ene højtidelighed til den anden, så blev vi gift på Gentofte Rådhus i starten af december, kun en uge efter min farmors begravelse. Vi havde en dejlig dag med vores kære omkring os og er lykkelige for at kunne kalde os mand og kone.





Midt i december gik turen så til Singapore og Sydney - og er er vi endelig vel fremme. Smadret, men glade.

Sydney var også en fantastisk oplevelse - mere om det i de forrige indlæg :)







TAK ALT 2014 - JEG VIL SE FREM TIL 2015!
- men ikke flere dødsfald tak..